Livet er genopstået i shoppingcentrene
Tirsdag den 13. april fik landets mindre shoppingcentre lov til at åbne under skarp coronaårvågenhed. Her holder centervagten Emil øje med Hvidovre C. Fields, Fisketorvet, Rosengårdscentret og alle andre centre på mere end 15.000 kvadratmeter må først åbne den 21. april. Fotos: Emil Jørgensen
Livet er genopstået i shoppingcentrene
Forfatter: Emil Jørgensen
Nogle elsker dem. Andre elsker at hade dem. Tirsdag åbnede landets shoppingcentre under 15.000 kvadratmeter for første gang siden 17. december - uden stor fanfare. I Hvidovre tog Avisen Danmarks Emil Jørgensen på indkøb efter centrenes sjæl, mening og fremtid.
Genåbning: Jeg kunne starte artiklen med at beskrive den gamle mand på el-scooter, der fræser henover Store Torv med fem kilometer i timen og en sixpack Harboe pilsner under benene. Eller de to unge piger i camouflage-joggingtøj, der med målrettede skridt går mod Meddo Solcenter.
Jeg kunne også fortælle dig om den 24-årige centervagt Emil, der ikke vil oplyse sit efternavn, fordi han "møder en del folk, der vil ham det ondt".
Men jeg vil hellere starte med en universel bemærkning. Her - i et summende inferno af indkøbsdiskussioner, pengetransaktioner og dårlig popmusik - er meget liv levet. Møder med julemanden, akavede første dates og tøjtyveri - shoppingcentrene har faciliteret lidt af hvert.
Jeg står I Hvidovre C, men kunne lige så godt have stået i et af landets 116 andre shoppingcentre. Bekvemmelighed og genkendelighed er varemærker fra USA, der er arnestedet for det, amerikanerne selv kalder for the mall. Naturligvis. Amerikanerne har skænket verden Coca Cola, Facebook og Donald Trump. Alt det bedste. Selvfølgelig var det også dem, der gjorde shopping til en oplevelse.
I dag er en stor dag i Hvidovre C. I dag er genåbningsdag.
For første gang siden den 17. december må indkøbscentre, stormagasiner og arkader byde kunderne indenfor. Sådan da. For ligesom med så meget andet i coronatiden, skal man holde tungen lige i munden for at forstå alle retningslinjerne.
Sælger du mælk, cigaretter og andre basale dagligvarer, har du gerne måtte være åben. Ligeså hvis du har apoteksvarer på hylderne, som eksempelvis Matas eller Helt Normal. Eller hvis du som butik har en bagudgang til en udvendig asfalteret vej, fremfor shoppingcentrets indvendige gangarealer.
Men NU må alle holde åbent. Næsten. Restauranter, der på gammeldags facon tilbyder kunderne en stol at sidde i og et bord at spise fra, må vente lidt endnu. Og det samme må butikker i shoppingcentre på over 15.000 kvadratmeter - med mindre de altså sælger mælk, cigaretter eller plaster.
Køer på græs
Ovenstående regelgennemgang kan tage pusten fra et hvert godt artikelflow. Dét, krydret med en mildest talt rolig tirsdag formiddag i Hvidovre C, ligner svære arbejdsforhold.
Indtil Mirko Aleksic træder ind i billedet. Han er salgschef i Brødrende Simonsen Menswear, en herretøjsforretning med gule tilbudsskilte over samtlige varer i butikken. Og han er "helt oppe at køre".
- Jeg tror, vi har det lidt ligesom øko-køerne, når de slippes løs på græs i maj måned. Vi er helt oppe at køre, siger han.
Foruden bunker af ophobet begejstring ligger Brødrene Simonsen inde med bunker af tøjkollektioner fra årstider, der er passé. De har brug for, at kunderne kommer tilbage.
Samme glæde og anspændthed findes i Humørshoppen overfor, hvor de sælger alt fra sexlegetøj til bagepapir.
- For os er det en meget stor dag. Vi har været lukket ned siden den 17. december. Det har været en dyr omgang, siger Svend Erik Nielsen, en gråhåret, 56-årig mand med titel som direktør.
- Vi håber bare, at alle kunderne kommer tilbage.
Humørshoppen - og resten af landets butikker i storcentrene - smækker dørene op til et Danmark, hvor e-handel og afstand er det ny sort.
23 procent af danskerne køber allerede deres tøj, elektronik og andre udvalgsvarer på nettet. Det oplyser Institut for Center-Planlægning (ICP), der rådgiver detailhandlen og hvert år udgiver rapport om shoppingcentrene. Ifølge deres prognoser vil procenttallet været 30 om mindre end ti år. Og hvis udviklingen eskalerer, så eksempelvis 50 procent af alle udvalgsvarer handles online, vil få det få store konsekvenser for Danmarks shoppingcentre. Og dermed også for landets byliv.
I dag er mere end 100 danske byer det, som Institut for Center-Planlægning (ICP) kalder "bredt dækkende handelsbyer". Det vil sige, at man kan købe de mest nødvendige ting til både køleskabet, hjemmet og haven i fysiske butikker lokalt. Hvis e-handlen af udvalgsvarer overskrider 50 procent, forventer ICP, at der kun vil være 28 bredt dækkende handelsbyer tilbage.
Men hvordan skal shoppingcentrene hamle op med Amazon, nemlig.com og de andre techgiganter?
Gartneren fra Rødovre
For 55 år siden var svaret bekvemmelighed. Og historien starter i Rødovre, små tre kilometer fra Hvidovre C.
Da gartneren Aage Knudsen fra vendte hjem fra en rejse i USA, besluttede han sig for at bringe den amerikanske idé om store shoppingcentre til Danmark. Rødovre Centrum blev det første overdækkede butikscenter i Nordeuropa.
Stort set alle større boligområder, der blev bygget fra 40'erne til 70'erne havde også et butikscenter eller et torv med butikker i boligblokkenes stueetager. Det var ikke bare samlingen af dagligvare- og specialforretninger. Det var rammer for fællesskab og livsgrundlag i provinsen.
I de almene boligområder har mange af centrene mistet deres funktion. De fungerer nu mest af alt som fugleskræmsler med skiftende solcentre, pizzarier eller andet, der viser sig ikke at være levedygtigt.
Men shoppingcentrene lever. I 1970 var der 20, fortæller Institut for Center-Planlægning. I 2020 var tallet 117 - det højeste antal nogensinde.
Rødovre Centrum er stadig familieejet og kører på tredje generation af Knudsen. Men hvor trækplasteret tidligere var komfort, er salgstricket nu i stigende grad oplevelser. Specielt efter corona.
- Den her sundhedskrise har gjort, at vi alle sammen har måttet handle på en anden måde. Vi er blevet kunder på nettet. Vi har en opgave i at få de kunder tilbage, siger Jacob Birkbøll, som er økonomidirektør i Rødovre Centrum.
Der er støj omkring os, men det er ikke fra hundredvis af summende gæster. På grund af sine næsten 90.000 kvadratmeter og 160 butikker må Rødovre Centrum først åbne hele shoppingcentret op i forbindelse med næste genåbningsdato, den 21. april.
Dem, der larmer, er håndværkerne. Plancher for Guldhornene er ved at blive sat op på torvet - en udstilling i samarbejde med Nationalmuseet og Arken. Og det er ifølge Jacob Birkbøll et af eksemplerne på, hvordan shoppingcentrene stadig tiltrækker danskerne. Med kultur, restaurantbesøg og bowling.
- Det handler om, at vi skal være mere end bare et shoppingsted. Vi skal være et oplevelsessted. Biografer, bowling, fitness, legeland og restauranter er ting, som man ikke kan klikke sig på derhjemme.
Globale og lokale oplevelser
Tendensen er den samme i hele verden. Shoppingcentrene skal kunne mere og mere. Xanadu udenfor Madrid har indendørs skiløjper, og The American Mall i Minnesota har et undervandsakvarium og et dinosaurusmuseum. I Fields, der er Danmarks største shoppingcenter, er der både trampolinland, biografer og restaurantdæk med 24 forskellige valgmuligheder.
Men hvad kan de små shoppingcentre? Alle dem, der genåbnede tirsdag og "kun" råder over 15.000 kvadratmeter?
Det spørgsmål får Christian Schreiber lov til at svare på. Han kommer fra selskabet Danske Shoppingcentre og er centerleder i blandt andet Hvidovre C. Og han er ikke svær at få øje på, for der er ikke mange andre i shoppingcenteret, der tirsdag formiddag har marineblåt jakkesæt på.
- Nu er Hvidovre C et af de mindre centre i vores portefølje, og det er klart, vi har ikke arealerne til at lave kæmpeevents. Men det, Hvidovre C kan, det er at agere samlingssted for især vores enlige kunder. Folk skal kunne mødes her.
Omkring os er flere og flere mennesker begyndt at dukke op i centeret. En ung mand med skotskternede bukser passerer en gammel mand på el-scooter. Begge bærer en grå kasket.
Et syrisk par handler blomster i REMA1000, og en mand med en bon i hånden går med determinerede skridt mod smykkeforretningen.
Connie Lygteskov kommer i shoppingcenteret Hvidovre C hver evigt eneste dag. - Jeg gider ikke lege stueplante derhjemme, siger hun.
Og midt på Store Torv i Hvidovre C står to pensionister og hænger ud. Jeg tillader mig at kalde dem for pensionister, for det fortæller de mig, at de er. Connie Lygteskov på 70 og Vagn Nykjær på 77. Og som var de scriptede af centerleder Christian Schreiber, fortæller de mig, at de har lært hinanden at kende i Hvidovre C. Da Connie havde set ham syv gange, tænkte hun, at hun hellere måtte hilse. Så nu sludrer de, hver gang de støder på hinanden.
- Hvad betyder Hvidovre C for dig, spørger jeg åbent Connie Lygteskov.
Og hun svarer på en måde, der må give selskabet Danske Shoppingcentre våde øjne:
- Alt. Alt. Jeg er herovre hver evig eneste dag. Jeg kan ikke holde ud at sidde derhjemme og lege stueplante. Jeg skal ud og opleve noget. Se noget. Og det gør jeg ved at gå herover for at handle.
Oplevelser og samvær. Det er shoppingcentrenes våben i kampen mod Nemlig.com og Amazon, fortæller Christian Schreiber. Han er centerleder i blandt andet Hvidovre C, der tirsdag åbnede op for første gang i knap og nap fire måneder.
Tirsdag den 13. april fik landets mindre shoppingcentre lov til at åbne under skarp coronaårvågenhed. Her holder centervagten Emil øje med Hvidovre C. Fields, Fisketorvet, Rosengårdscentret og alle andre centre på mere end 15.000 kvadratmeter må først åbne den 21. april. | Vagn Nykjær sludrer med Connie Lygtskov i Hvidovre C. De har mødt hinanden i shoppingcenteret for år tilbage, og nu er de bekendte. | Connie Lygteskov kommer i shoppingcenteret Hvidovre C hver evigt eneste dag. - Jeg gider ikke lege stueplante derhjemme, siger hun. | - Den her sundhedskrise har gjort, at vi alle sammen har måttet handle på en anden måde. Vi er blevet kunder på nettet. Vi har en opgave i at få de kunder tilbage, siger Jacob Birkbøll, som er økonomidirektør i Rødovre Centrum. | Oplevelser og samvær. Det er shoppingcentrenes våben i kampen mod Nemlig.com og Amazon, fortæller Christian Schreiber. Han er centerleder i blandt andet Hvidovre C, der tirsdag åbnede op for første gang i knap og nap fire måneder.