
Ny udendørs belysning
Udgivet d.
Nyt lys skal løfte området omkring Hvidovre C
Hvidovre C fortsætter udviklingen af centerets udeområder. Over de kommende fire uger etableres ny belysning omkring hele centeret med nye lysmaster, downlights og facadebelysning. Arbejdet skal give et markant løft af facader, adgangsveje og udeområder – og gøre det mere indbydende og trygt at færdes omkring centeret, når mørket falder på.
Arbejdet går i gang den 1. september og omfatter en gennemgribende fornyelse af den udendørs belysning. De eksisterende lysmaster udskiftes, der etableres nye downlights langs facaderne, og på nordsiden får vej og parkering ny belysning.
Projektet forventes afsluttet inden for fire uger, så den nye belysning er på plads, inden efterårsmørket for alvor sætter ind.
Kort om Hvidovre C's nye belysning
- Arbejdet begynder 1. september
- Arbejdet påvirker ikke adgangen til centeret
- Lysmasterne udskiftes langs Laurits Olsens vej
- Belysningen rundt om hele centeret opgraderes
- Belysningen er valgt med udgangspunkt i centerets eksisterende arkitektur
- Projektet forventes afsluttet inden for cirka fire uger
- Projektet er en del af den løbende udvikling af Hvidovre C

Fra Hvidovrevej til hele centeret
Det nye lysskilt på facaden mod Hvidovrevej var første del af arbejdet med lys som et aktivt element i udviklingen af Hvidovre C. Med det nye projekt udvides indsatsen til hele området omkring centeret.
Belysningen skal skabe bedre sammenhæng mellem facader, indgange, adgangsveje og udeområder og samtidig fremhæve bygningen på en ny måde efter mørkets frembrud. Det handler både om den visuelle oplevelse af Hvidovre C og om at skabe gode, velbelyste og trygge forbindelser for dem, der færdes omkring centeret.
Med afsæt i Hvidovre C's arkitektur
Den eksisterende arkitektur har været et vigtigt udgangspunkt for valget af den nye belysning. Hvidovre C's karakteristiske murstensfacader er en væsentlig del af bygningens identitet, og de nye master og armaturer er valgt, så de spiller sammen med murværkets varme toner frem for at konkurrere med dem.
Samtidig har der været fokus på et enkelt og tidløst formsprog, som kan samle området og fungere på tværs af centerets forskellige facader og udearealer.
En stor del af de eksisterende master erstattes af nye trearmede Flower-master. Sammen med den øvrige belysning får de en gennemgående rolle omkring centeret og skal både sikre den funktionelle belysning og bidrage til et mere helstøbt udtryk. Flower-masten er udviklet til netop at kombinere funktionel belysning med et arkitektonisk element i uderummet.
Besøg Hvidovre C som normalt
Arbejdet med den nye belysning påvirker ikke adgangen til Hvidovre C.
Du kan derfor besøge os helt som normalt, uanset om du kommer i bil, på cykel eller til fods.
Åbent alle ugens dage
kl. 06.00–22.00
Se de enkelte butikkers åbningstider her.

Dansk design og produktion
Til projektet har Hvidovre C valgt armaturer fra danske LITE, designet i samarbejde med Pilgaard Design Studio og produceret i Danmark af LITE.
Valget af dansk design og produktion hænger sammen med ønsket om en løsning, hvor kvalitet, holdbarhed og design tænkes sammen. Armaturerne er kendetegnet ved et enkelt skandinavisk formsprog, og belysningen er udviklet til at indgå naturligt i omgivelserne frem for at dominere dem.
Når arbejdet står færdigt, vil den nye belysning strække sig hele vejen rundt om Hvidovre C og være med til at binde bygning og udeområder bedre sammen. Det er en del af den samlede udvikling af Hvidovre C, hvor både centeret og mødet med byen omkring det løftes skridt for skridt.
Hvidovre C
Tæt på i hverdagen 🖤

